Turforslag

Huay Yang en lille del af det rigtige Thailand

På denne side er oplistet lidt usorterede turforslag. Om I kører på scooter eller i taxa afgør I selv:

 

1:

Kør nordpå til Khlong Wan, original thai-by med en masse liv, videre til Ao Manao stranden, hvor der i wekenderne er fyld med thaifamilier, og der fra videre til abe-bjerget (aberne med de hvide ringe om øjnene). Tag noget spiseligt med til aberne og I er venner. Aberne er fredelige. De kan finde på at hoppe ned på skulderen af dig hvis du har noget spiseligt. Afslut turen med et par timer i Prachuap Khiri Khan, der er en lidt større by, men stadig næsten uden turister.

 

2:

Kør sydpå igennem kokosplantagerne, forbi Thap Sakea og stop ved templet Wat Thang Sai der ligger højt på en bakke. Det flotteste og mest velholdte tempel vi kender. Fortsæt sydpå til stranden Ban Krud, meget flot strand.

Overfor hængekøjerne er der en restaurant der laver nogle super smooties.

 

3.

En af de kortere ture, er et lille besøg i den lokale børnehave, den ligger på en sidevej mod syd, på det man kunne kalde hovedgaden. En masse skønne unger. Fornem lige om det er ok at kigge ind, det er jo en børnehave og ikke en turistattraktion.

 

4.

Midt i Huay Yang ligger der et tempel. I templet er der et hus hvor munkene ofte sidder og taler med folk fra byen. Man fornemmer lidt at det er et sted hvor man mindes sine afdøde. Det er ok at gå derind.

Kører I en aftentur, og I ser en masse lodrette hvide lysstofrør foran templet, så er der begravelse. Det er ok at gå ind, men vis lidt respekt. I bliver formentlig budt på noget at drikke.

 

5:

Tag en scootertur op til Huay Yang Waterfall. Turen går igennem flot natur og små bebyggelser. Ser I nogen der sidder og ordner kokosnødder skal I stoppe og se hvordan det foregår. på tilbageturen fra vandfaldet, kan I dreje til venstre første gang og drej til højre igen efter 3-4 km. og fortsæt tilbage til Phet Kasem. Det er en dejlig lille tur på landet.

 

6.

Tag scooteren til togstationen og tag toget ind til Prachuap. Det er en oplevelse. Toget kører fra Huay Yang kl. 08.45, dvs. formentlig mindst en halv time senere. I Prachuap er der skiltet med tidspunkt for tilbagekørsel, det er ca. kl. 14, næppe tidligere, men formentlig senere.

 

7.

Tag en scootertur ind igennem nationalparken nord for Colibri, kør ad vejen lige bag X11. I kan køre igennem naturskolen til stranden, men I kan også dreje til venstre lige før naturskolen og følge grusvejen 3-4 km., hvorefter I kommer til en lille campingplads, hvor man kan få noget at spise eller drikke.

 

8.

Hver lørdag formiddag har Chon en arrangeret tur til Dan Singkhorn, grænsen til Myanmar. Meld jer til om fredagen. Man møder på Golfranchen kl. 08.00. Husk pas, der er kontrol på vejen derop pga. den korte afstand til Myanmar.

Det er muligt at tage en scooter-taxa igennem ingenmandsland til grænsevagterne i Myanmar. Der er ikke meget at se, men så er det prøvet.

 

9

Tag scooteren og kør sydpå, forbi Orcid bebyggelserne. Kør så langt I kan komme og drej til venstre, ned til vandet. Der ligger et lille fiskerleje, hvor tiden står lidt stille.

 

10

http://www.huayyangtravel.com (Chon) kan arrangere alt hvad I måtte ønske jer.